10.000 deltog i Kulturmødet på Mors 2014

Pressemeddelelse 25. aug. 2014

Pressefotos kan hentes på Flickr 

I 48 timer har kunst og kultur været sat på dagsordenen gennem mere end 200 arrangementer. Fokus har været på åbenhed og involvering, og særligt de unge skulle inddrages på Kulturmødet 2014.

Der er stor tilfredshed hos Morsø Kommune og Region Nordjylland, som er de bærende kræfter bag Kulturmødet. Der er tale om en fordobling af antallet af deltagere, gæster, debatter og arrangementer i forhold til premiereåret sidste år.
Kulturmødet er kommet for at blive og afholdes næste år fra den 20.-22.august 2015.

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman, udtaler:
Kulturmødet skal ikke være et Folkemøde nummer to, hvor organisationer kommer og taler hver deres sag. Vi skal holde fast i, at vi skal diskutere kulturen og dens placering i samfundet bredt. Kulturmødet kan sætte kulturen og kunsten til debat i nogle mere frie rammer, end vi er vant til. Kulturmødet kan danne rammen om en bredere debat – en debat, der er mere inddragende. Du kan blande dig som publikum og være med til at sætte dagsordenen,  og det er en af Kulturmødets styrker, som vi skal holde fast i.

De unge på dagsorden

Man har arbejdet særligt på at involvere børn og unge på årets Kulturmøde. Derfor har programmet også inviteret til en lang række arrangementer og workshops, hvor både skoler og institutioner har deltaget og bidraget.

Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, udtaler:
Det har været vigtigt for os at inddrage børn og unge i Kulturmødet i år. Det er ikke først, når man bliver gråhåret og får høje tindinger, at man skal interessere sig for kunst og kultur. Det har været dejligt at opleve ungdommen byde ind under Kulturmødet 2014. Jeg synes, det er herligt at se den idérigdom og den anderledes måde at gribe tingene an på, som ungdommen præsterer. Det tegner godt for fremtiden, at vi blandt de unge kan se en entusiasme, livskraft og en lyst til at byde ind med noget nyt.

Særlige ungedebatter har været prioriteret også fra politisk side med deltagelse af blandt andet Kulturminister Marianne Jelved.

Signe Høi, gymnasieelev i Aarhus, fortæller:
Det jeg fik mest ud af på Kulturmødet var ungedebatten i går, hvor Marianne Jelved spontant kom på, at der skulle etableres en talentpulje. Hvis du er ung kunstner og ikke har noget på papiret kan det være svært at få støtte. Så det håber jeg, hun holder fast i.

Involvering har generelt været i højsædet under dette års Kulturmøde. Publikum har både været involveret i debatterne, men også i de mange aktiviteter udenom. Eksempelvis havde 80 strikkedamer sammen med kunstneren Isabel Berglund skabt et strikket hus, og så havde en række beboere på Mors åbnet deres hjem for kunstudstilling, ministerbesøg og meget mere.

Det tager vi med

Mere end 130 debattører og 150 forskellige kunstnere inden for både litteratur, billedkunst, kunsthåndværk, design, scenekunst, film, rytmisk – og klassisk musik havde fundet deres vej til Kulturmødet på Mors. Sammen med danske kulturinstitutioner, organisationer, foreninger, Danmarks Radio og ikke mindst borgere har de været med til at sætte et aftryk på den kommende kulturdebat.

Morten Messerschmidt, MEP, udtaler:
Det, jeg først og fremmest tager med fra Kulturmødet, er en god inspiration fra debatten med Kulturminister Marianne Jelved om de realistiske rammer for udviklingen af kulturpolitik. Og på trods af, at Radikale Venstre og jeg befinder os meget langt fra hinanden, havde vi ganske ofte et fælles fodslag. Og den der fornemmelse af, at kulturpolitik på den ene side handler om selve livet – det gode, det onde, det rigtige, det forkerte. Men på den anden side, at man også kan lave noget konkret med sine politiske modsætninger – det synes jeg er inspirerende.

Thomas Buttenschön, sanger: 
Det, jeg tager med heroppefra, er en kulturel forståelse for mange ting, som jeg ellers ikke normalt vil være dykket ned i – og at være enormt inspireret.

DR var massivt til stede på Kulturmødet i år - blandt andet med snigpremieren på ”1864” og Salon K. Der var også stor lyst til at gætte med på ”Kunstquizzen” fra DR-scenen, og koncerten på P8 Jazz-scenen stoppede næsten trafikken i Nykøbing fredag aften.

DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, udtaler:
Det at give kunst og kultur så meget plads i 48 timer skaber en stemning af muligheder, idéer og handlinger, som er helt unik. Der er god tid til og åbenhed for at fremføre argumenter, lytte og blive klogere sammen, og det har stor værdi. DR er en af de væsentligste formidlere af kunst og kultur i Danmark, og derfor skal vi selvfølgelig deltage i en begivenhed, der har høje ambitioner om at sætte fokus på vores kulturliv. For mig var det også en lejlighed til at møde og tale med mange kulturinteresserede danskere om kulturformidling, og hvordan de opfatter DRs kulturprogrammer.

Per Erik Veng, presse- og kulturchef på den danske ambassade i Berlin:
Der har været rigtig gode debatter, hvor der er blevet taget spændende ting op, men man skal heller ikke undervurdere, at Kulturmødet også er et sted, hvor mennesker mødes. Der er rigtig god energi.

Morten Kirskov, direktør Aalborg Teater:
Det, jeg tager med mig hjem, er helt klart en fornemmelse af, at det er godt at lave det her Kulturmøde fordi, der kommer en masse publikummer, som kan høre, hvad nogle af dem, der beskæftiger sig med kunst og kultur har at sige om det – om som kan deltage i debatten. Og at vi indbyrdes, på en afslappet måde, kan blive klogere på, hvor vi står. Vi kan mødes over nogle barrierer, som vi går og opfinder til daglig. Så det handler både om networking og oplysning til publikum.

Birgitte Landgrebe, ergoterapeut fra Mors:
Det, jeg tager med mig fra Kulturmødet, er en ny diskussion af dannelsesbegrebet. Kultur er rigtig mange ting, og kultur er i den grad med til at danne os. I et af oplæggene snakkede vi om forskellen mellem dannelse og uddannelse, og vi lever i et samfund, hvor der er utrolig meget fokus på uddannelse. Men det er også vigtigt at få livskundskaben med sig, og det har der været meget fokus på under Kulturmødet. Og så er jeg er stolt af at komme fra Mors – stolt over, at vi kan løfte sådan noget her.

Svend Andersen, pensioneret degn fra Mors:
Jeg synes aldrig nogensinde før, at vi har oplevet et så koncentreret bombardement at så mange dejlige ting. Blandt andet med de unge mennesker nede ved fjorden – jeg synes, det var så dejligt at opleve, og det er noget, vi skal bygge videre på. Og så vil jeg fremhæve Marianne Jelved som noget af det bedste. At vi har sådan et engageret menneske, der deltager så aktivt og fører så opløftende debatter.

For yderligere information, kontakt venligst:

  • Presseansvarlig: Kristina Sindberg, Have Kommunikation // kristina@have.dk // 24 86 01 84
  • Niels Otto Degn, Kulturmødets ledelse, Morsø Kommune // niels.o.degn@morsoe.dk //  40 44 02 44
  • Claus Svenstrup, Kulturmødets ledelse, Region Nordjylland // c.svenstrup@rn.dk // 40 84 54 73

Fakta om Kulturmødet

Kulturmødet blev afholdt for første gang i 2013 på Mors. Et bredt udsnit af kulturaktører, kunstnere, politikere og erhvervsfolk deltager aktivt i debatten om kulturens potentialer og udfordringer, og hvordan disse påvirkes og påvirker erhvervsliv, politik og samfund.

Kulturmødet arrangeres af Morsø Kommune og Region Nordjylland. Kulturmødet er støttet af samtlige nordjyske kommuner gennem Kulturaftale Nordjylland, Augustinus Fonden, Bikubenfonden, Mors i billedet, LAG Thy-Mors, Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.