Det fulde program er klar

Pressemeddelelse den 30. juli 2015

Pressefotos kan hentes på Flickr

Den 20. til 22. august afholdes Kulturmødet på Mors for tredje gang. I løbet af 48 timer vil en lang række af landets mest prominente aktører og debattører inden for kunst, kultur, erhverv og politik sætte kunsten og kulturen massivt på dagsordenen. Nu kan det endelige program offentliggøres, og det byder på et mekka af hen i mod 200 kulturoplevelser, og de mange folkelige debatter og oplevelser bliver dermed en integreret del af lokalsamfundet.

Download det fulde program her


Til august gentager Kulturmødet de sidste to års succes, når Mors i løbet af 48 timer danner rammen omkring mere end 200 forskellige oplevelser og debatter – alle med kunsten og kulturen som omdrejningspunkt. I år forventes mere end 10.000 deltagere.

Kulturmødet sætter fokus på temaer som kunsten og kulturens betydning, kunstnerisk ytringsfrihed, kunstens betydning for børn og unge, virksomheders kulturelle ansvar, amatørkultur, den geografiske spredning af kunsten og kunststøtten og meget mere.

På oplevelsesfronten vil der være rytmiske og klassiske koncerter, fællesspisning, teater, forfattermøder, arrangementer i private hjem, samtalecykel, gratis klipning, skriveworkshop for flygtninge og en lang række aktiviteter for børn – blandt andet tegneværksted og højtlæsning foruden Legeskibet, der lægger til land ved Kulturmødet.

Stor åbningsdebat med bl.a. Haarder og Jelved
Kulturmødet 2015 bliver også stedet, hvor politikerne skal tage den første debat om kulturens vilkår de næste fire år. Efter det nyligt overståede valg er spørgsmålene mange: Vil den nye regering føre værdikamp på kulturområdet? Hvorfor fyldte kulturpolitik så lidt, som den gjorde i valgkampen? Hvem tør forsvare kultur- og kunstområdet, når den næste bølge af besparelser ruller?

Det er blandt andet disse spørgsmål, som et panel bestående af både den nuværende og netop afgåede kulturminister, Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R), samt kulturordførere fra de øvrige partier skal besvare og diskutere i Kulturmødets store åbningsdebat.

Clement Kjærsgaard og Stéphanie Surrugue er moderatorer i debatten, der er arrangeret i samarbejde med Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. Jesper Beinov, kulturredaktør på Berlingske, Jørgen Ramskov, direktør i Radio 24syv, og Palle Weis, kulturredaktør på Jyllands-Posten, vil stille spørgsmålene til panelet.

Mere end 40 samtaler, 10 hovedtemaer
Efter åbningsdebatten følger mere end 40 debatter og samtaler på Kulturmødet, der vil behandle forskellige aktuelle problemstillinger for dansk kultur. Her mødes folkene bag kulissen både med erhvervsfolk og kulturinteresserede med det formål at udfordre og udvikle den danske kunst- og kulturscene.

Der er defineret 10 hovedtemaer for Kulturmødet 2015:

  1. Hvad betyder kunst og kultur for samfundet og for den enkelte?
  2. Hvad indebærer kunstnerisk ytringsfrihed nationalt og internationalt?
  3. Hvordan interagerer Danmark kulturelt med resten af verden?
  4. Hvad er talent, og hvordan forvalter og udvikler vi talentet?
  5. Hvordan kan kunst anvendes i dannelse og uddannelse?
  6. Hvad betyder kunsten for børnene og de unge, og hvad kan de tilføre kunsten?
  7. Hvad sker der med publikum i disse år, og hvordan udvikles nye måder at forstå og formidle kunst på?
  8. Der er opbrud i ”rollerne” for kulturens aktører. Hvad betyder det for begreber som ildsjæle, amatører, frivillige, professionelle og for virksomheder, offentlige myndigheder, institutioner m.v.?
  9. Virksomhedens kulturelle ansvar – CCR (Corporate Cultural Responsibility)
  10. Hvordan praktiseres ansvaret for kulturforvaltning – både på nationalt, regionalt og lokalt plan?

Clement Kjersgaard og Stéphanie Surrugue styrer slagets gang under de store paneldebatter, de støttes op af Christian Have og Helle Solvang, der også vil facilitere mere intime samtaler omkring kunst og kultur belyst fra forskellige vinkler.

Mange prominente debattører
Interessen for Kulturmødet landet over er stor. Blandt de omkring 170 tilmeldte debattører kan blandt andre nævnes:

  • Tegner og forfatter Anders Morgenthaler
  • Direktør for Jyske Bank Lene Hjort
  • Direktør for KBH+ Kitte Wagner
  • Direktør for Det Kgl. Teater Morten Hesseldahl
  • Medlem af Statens Kunstfond Ditte Maria Bjerg
  • Balletchef på Det Kgl. Teater Nikolaj Hübbe
  • Standup-komiker Jonatan Spang
  • Skuespiller og instruktør Hassan Preisler
  • Skuespilchef på Det Kgl. Teater Morten Kirkskov
  • Kulturdirektør på DR Tine Smedegaard Andersen
  • Direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh
  • Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen
  • Forfatter Peter Høeg
  • Formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen
  • CEO i Call me Hanne Lindblad

Desuden deltager en lang række øvrige politikere, kulturordførere og aktører inden for kunst, kultur og erhverv.

Under paneldebatterne inviteres publikum til aktiv deltagelse, så muligheder og udfordringer i kulturen kan blive belyst fra flest mulige vinkler.

Gasværksvej bliver til KulturVejen
I år sættes der massivt ind på Gasværksvej – også kaldet KulturVejen under Kulturmødet. Her er arkitekturen brugt til at skabe et rum, hvor kunsten og kulturen udfoldes gennem brugerinvolvering og lokal forankring. Resultatet af en arkitektkonkurrence med støtte fra Statens Kunstfond, som udmunder i en stor pavillonscene, vil også kunne opleves på Kulturvejen.

Kulturmødet kan i år præsentere et samarbejde med Aalborg Universitet, hvor studerende omdanner skovområder til scenerum. Krat og buskads bliver ryddet til fordel for udvikling af alternative scenerum med lys og teknologiske virkemidler, som kan bruges af borgerne efterfølgende.

KulturFjorden er igen i år et område for de unge. Her vil der være et massivt udbud af aktiviteter, men i år vil unge også campere på området, og derudover vil der være en række debatter, der særligt inddrager de unge.

Den nødvendige diskussion
”Kulturmødet er blevet kaldt den nødvendige diskussion for dansk kunst- og kulturliv. Dén diskussion lægger Nykøbing Mors og Nordjylland gerne hus til. For kunst og kultur er livsnødvendige for samfundet og menneskene i det hele Danmark,” udtaler Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune, tilføjer:

”Det er tredje gang, vi inviterer til Kulturmødet, og der sker markante udviklinger hver gang. Vi skærper profilen, højner niveauer og spotter de vigtigste udfordringer, når vi på bare 48 timer skal bringe dansk kulturliv videre.”

Det er gratis at deltage i Kulturmødet, som er åbent for alle, og derfor er kan man nu nemt bestille en samlet pakkerejse både fra Sjælland, Fyn og Jylland, hvor både transport og logi er inkluderet. Heri kan man overnatte på enten Danhostel Roslev eller i en af Jesperhus’ Hotelhytter, og blive kørt gratis til og fra Kulturmødet. Priserne starter fra 1.249,- kr. pr. person og man kan læse mere herom og bestille sin pakkerejse her

Download det fulde program her

Kulturmødet arrangeres af Morsø Kommune og Region Nordjylland. Kulturmødet er støttet af Kulturministeriet, Statens Kunstfond, Kulturaftale Nordjylland, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Augustinusfonden, Færch Fonden og Tuborgfondet (rytmisk musiksponsor).

Facebook: www.facebook.com/kulturmoedet 
Twitter www.twitter.com/Kulturmoedet
Instagram: www.instagram.com/kulturmoedet 
Youtube: www.youtube.com/kulturmoedet

PRESSEKONTAKT:

Have Kommunikation
Kristina Sindberg, Kristina@have.dk, tlf. 24860184.
Sarah Vadgaard, sarah@have.dk, tlf. 33252107
Viktoria Skovhus, viktoria@have.dk, tlf. 33252107

ØVRIGE OPLYSNINGER OM KULTURMØDET FÅS VED DE DAGLIGE LEDERE:

Niels Otto Degn, tlf. 40 44 02 44, Niels.O.Degn@morsoe.dk.
Claus Svenstrup, tlf. 40 84 54 73, c.svenstrup@rn.dk