En kulturpolitisk tænketank kan genoplive kulturpolitikken

KLUMME: En uafhængig tænketank vil på tværs af kunstarter og brancher kunne bidrage til et mere åbent debatklima og gøre op med den traditionelle sektortænkning i dansk kulturpolitik, skriver Peter Thor Andersen.

29. maj 2018

Af Peter Thor Andersen
Direktør på Øhavsmuseet i Faaborg

I en ny bog Tænketanke – nye aktører i dansk politik (2018) retter Jesper Dahl Kelstrup, forsker på RUC, et kritisk blik på væksten i antallet af politiske tænketanke og deres stigende indflydelse på dansk politik. Ifølge Kelstrup udgør det et demokratisk problem, da tænketankene ikke er folkevalgte.

Jeg er enig med Kelstrup, og alligevel foreslår jeg endnu en tænketank: En uafhængig kulturpolitisk tænketank.

På kulturområdet er vi nemlig i den situation, at der stort set ikke sker nogen politikudvikling. Siden begyndelsen af 1980’erne har fordelingen af kulturkronerne ligget fast, og i dag er der kun få politikere på Christiansborg, der reelt vil noget på kulturens vegne. Selvom vi med Mette Bock (LA) har fået en kulturminister, der vil reformere kulturområdet fra bunden, så er hun endnu kun lykkes med at flytte på otte millioner på orkesterområdet. Samtidig er hele diskussionen om, hvilken rolle, vi overhovedet ønsker, at kulturen skal spille i samfundet, besynderligt fraværende. Her tænker jeg selvsagt ikke på medieområdet, men på kulturområdet med kunst, historie, litteratur, musik, scenekunst og film.

Problemet er, at samfundet har forandret sig, men kulturpolitikken er ikke fulgt med. Det betyder, at vi får et kulturliv, der betyder mindre for færre. Fraværet af kulturpolitik udgør således et demokratisk problem. Derfor mener jeg, at en uafhængig kulturpolitisk tænketank kunne blive en løsning og ikke et problem.

Flere stemmer i den offentlige debat blandt andet Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, har tidligere foreslået et Kulturens Analyseinstitut, som kan forsyne kulturen med valide tal og faktuel viden. Mit forslag går videre end det. Jeg foreslår en tænketank, der ikke blot skal undersøge kulturområdet, men som skal formulere visioner og udvikle konkrete kulturpolitiske forslag.

Kulturlivets stemmer er tavse

Jeg er ikke den første til at efterlyse, at Slotsholmen genindfører kulturpolitikken. Men hvorfor kommer flere af kulturlivets aktører ikke bare selv på banen? Det er jo ikke fordi, at politikerne ikke vil lytte til os.

Mogens Jensen (S) inviterede således i 2016 kulturlivets top til at bidrage til Socialdemokratiets kulturpolitik, og kulturminister Mette Bock (LA) har gentagne gange opfordret kulturlivets aktører til at bidrage til en offentlig kulturpolitisk debat. Selvom flere kulturledere har bidraget til debatten, så har endnu flere forholdt sig tavst.

En af forklaringerne er, at mange kulturledere er bekymret for at blive opfattet som illoyale og usolidariske af deres kollegaer. En anden forklaring er, at man som kulturinstitution ved, hvad man har, men ikke hvad man får. På den måde ligger der også en konservatisme i støttesystemet.

Vender vi blikket mod kulturlivets interesseorganisationer, så må vi kigge endnu længere efter bidrag til en ny kulturpolitik. Udfordringen for mange af brancheorganisationerne er, at deres medlemmers interesser er vidt forskellige. Et stort kunstmuseum i en af de store byer har ikke nødvendigvis samme interesser som et lille kulturhistorisk museum i en af landdistrikterne. Mange brancheorganisationer ender derfor med at forsvare status quo.

På tværs af kunstarter og brancher

For at komme ud af dette dødvande foreslår jeg en kulturpolitisk tænketank, der går på tværs af kunstarter og med repræsentanter fra både det offentligt støttede kulturliv og private kommercielle kulturvirksomheder. Jeg ser tre fordele ved dette:

For det første vil det kunne bidrage til et mere åbent debatklima. I modsætning til mange kulturledere, der tier af frygt for deres fremtidige karrieremuligheder, så vil en tænketank på tværs af kunstarter og brancher kunne tale mere frit.

For det andet vil det give mulighed for at løfte blikket hen over de enkelte institutioner og brancher, fordi man ikke skal varetage de enkelte institutioner og branchers interesser, men derimod kulturlivets og kulturbrugernes bedste. Dette i modsætning til brancheorganisationerne, der har svært ved at gøre andet end at stå på stedet på grund af medlemmernes modstridende interesser.

For det tredje tror jeg, at et opgør med den traditionelle sektortænkning kan betyde, at vi vil opdage nye muligheder, som vi ikke har set før. Mit håb er, at det vil kunne give brændstof til en ny værdidebat og et brud med vanetænkningen.

Visionerne er derude

Råstoffet i en tænketank er visionære ideer. Og visionerne er derude, vi skal blot skabe muligheden for, at de kan blomstre i stedet for at blive kvalt, som tilfældet ofte er i dag.
Der findes mange kulturledere med visioner, som de bare ikke tør sige højt. Der findes masser af ideer i brancheorganisationerne, men ofte bliver de handlingslammet, fordi deres medlemmer ikke er enige.

Det samme kan man sige om flere af vores kulturpolitikere på Christiansborg, der i flere tilfælde holdes i lænker af Finansministeriet. Således kan Politiken 9. april fortælle, at tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) faktisk ønskede at føre kulturpolitik og prioritere de pålagte besparelserne på kulturområdet i 2015, men fik ordre fra daværende finansminister Claus Hjort (V) om at skære alle over én kam.

Endelig øger de private fonde deres bevillinger til kulturområdet i disse år, og samtidig er de blevet mere strategiske. I dag vil de færreste fonde blot modtage en ansøgning. De vil derimod tidligt ind i processen og være med til at forme de projekter, som de støtter.

Der er med andre ord masser af visioner og ideer for fremtidens kulturliv, vi har blot brug for et værksted, hvor de kan bygges op i stedet for at blive revet ned. En uafhængig kulturpolitisk tænketank kan blive det værksted.