Kulturen mødes på Mors: 48 timers samtale, debat og oplevelser

Den 19. juni 2013

Nu er programmet klar til Kulturmødet, Danmarks nye nationale kulturbegivenhed, der løber af stablen den 22.-24. august i Nykøbing Mors. Her samles nogle af Danmarks førende personer inden for kunst, kultur, erhverv og politik for at debattere kunsten og kulturens rolle i Danmark. Kulturmødet har fokus på samtale og oplevelse. Foruden debatter er Kulturmødet også en storstilet kulturfestival med musik, teater, billedkunst, film og litteratur så vel som spændende madoplevelser baseret på lokale råvarer.

  • Syv offentlige debatter om kunst og kultur
  • Clement Kjersgaard, Adrian Hughes og Christian Have som moderatorer
  • En lang række prominente debattører inden for kunst, kultur, erhverv og politik
  • En bred kulturfestival med musik, teater, billedkunst, film, litteratur og meget mere
  • Kulturmødets debatter er gratis for alle.

National begivenhed

Den 22. august åbnes Kulturmødet af kulturminister Marianne Jelved ved et festligt arrangement, der markerer starten på 48 timers samtale, debat og kulturelle oplevelser.

Morsø Kommune og Region Nordjylland har et stærkt fokus på kunst og kultur. Det er derfor naturligt, at Kulturmødet finder sted på Mors og arrangeres i et stærkt samarbejde mellem kommune og region. Mors har tradition for folkelig debat – helt tilbage fra Kresten Kolds tid, hvilket det kendte ottekantede forsamlingshus fortsat vidner om, og Nykøbing har netop været vært for den nationale teaterfestival for børn og unge med over 20.000 gæster.

”Kulturmødets formål er netop at skabe folkelig debat om kunstens og kulturens rolle og vilkår i samfundet, bl.a. set i forhold til politik og erhverv. Målet er at nå frem til nye bud på, hvad vi skal med kunsten og kulturen. Kulturmødet skal bidrage til at sætte den kulturelle dagsorden samt udforme konkrete visioner og løsningsforslag - og dermed komme det spadestik dybere, som er fuldstændig afgørende for kunstens og kulturens betydning og berettigelse”, siger Lauge Larsen, borgmester i Morsø Kommune.

Også Regionsrådsformand Ulla Astman ser frem til arrangementet og håber på stort engagement fra alle sider.

”Vi lægger stor vægt på, at alle er en aktiv del af debatterne, og håber på et meget engageret publikum. Både i salen og på den åbne kulturfestival, der er en vigtig del af Kulturmødet. Det er vigtigt for os, at Kulturmødet er ægte folkeligt og demokratisk arrangement, hvor alle kan komme til orde” siger Ulla Astman.

Skarpe ordstyrere og visionære debattører

I løbet af Kulturmødets syv samtaler vil centrale og visionære personer fra dansk kunst- og kulturliv, erhvervsliv og politik sætte debatten i gang. Blandt debattørerne findes en lang række markante kulturpolitikere fra kommuner og regioner og medlemmer af Folketingets Kulturudvalg. Debattørerne styres og udfordres af tre stærke personligheder med stor erfaring i at ordne flyvske tanker og engagerede ord. De tre moderatorer er Clement Kjersgaard, studievært, redaktør og foredragsholder, Adrian Hughes, journalist og studievært samt Christian Have, kreativ direktør.

De fremmødte i salen får rig lejlighed til at deltage i debatten, der også krydres med korte kulturelle indslag, der skal bidrage til livlige og spændende debatter. Der bliver også mulighed for at blande sig i debatten via sociale og elektroniske medier.

Se en liste over alle debattører nedenfor.

Kulturmødets debatter er gratis og åbne for alle. Man kan reservere billetter på Kulturmødets hjemmeside eller blot dukke op til et af de mange debatmøder.

Et hav af oplevelser

Kulturmødet er udover debatter også en bred og gratis kulturfestival. Området omkring ”Musikværket” i Nykøbing Mors forvandles - sammen med en stor del af byen - til en myretue af kulturelle indtryk, udtryk og oplevelser. Mellem de mange ord kan publikum opleve professionelle danske og udenlandske kunstnere inden for billedkunst, musik, litteratur, scenekunst, film og meget andet.

Deltagerne kan f.eks. opleve Jørgen Leth og en vifte af Danmarks største forfattere læse op af egne værker, skulpturelle installationer, uddrag af Teater Nordkrafts Ejersbo-forestilling Eksil, der vandt en Reumert, den internationalt anerkendte skuespiller Paolo Nani, Kirsten Kleins fotografier, et kørende taxi-teater, videokunst, musik fra blandt andet Cuba, Caribien, Afrika og Skandinavien og verdenspremieren på to dokumentarfilm i regi af IMAGES FESTIVAL 2013.

Kulturmødet forventes at blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Find mere info www.kulturmoedet.dk, hvor programmet også opdateres løbende.

Kontakt:

  • Lauge Larsen, borgmester i Morsø Kommune, lauge.larsen@morsoe.dk, mobil: 21 70 82 32
  • Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland, ullaa@rn.dk, mobil: 30 23 64 54
  • Niels Otto Degn, chefkonsulent i Morsø Kommune, niels.o.degn@morsoe.dk, mobil: 40 44 02 44
  • Claus Svenstrup, specialkonsulent i Region Nordjylland, c.svenstrup@rn.dk, mobil: 40 84 54 73
  • Kristina Sindberg, mail: kristina@have.dk, mobil: 24 86 01 84

Fotos:

Pressefotos og logo kan hentes på http://www.kulturmoedet.dk/presse.aspx

Debattører

  • Alex Ahrendtsen, Folketingets Kulturudvalg
  • Anker Gemzøe, lektor på AAU
  • Anne-Dorthe Krog, rådmand og formand for Kulturaftale Nordjylland
  • Anne Grete Kamilles, Kulturudvalgsformand, Næstved Kommune
  • Bernt Petersen, erhvervsmand og kulturiværksætter
  • Cecilie Bepler, Unge Kunstnere og Kunstformidlere
  • Charlotte Bagger Brandt, kurator for DR Vores Kunst og projektskaber for Køge Havn og Roskilde Festival
  • Christian Stadil, innovator og virksomhedsleder
  • Else Mathiassen, højskoleforstander på Vestjyllands Højskole
  • Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding
  • Elsebeth Krogh, direktør for CKU
  • Eric Bach, komponist
  • Flemming Damgaard Larsen, Folketingets Kulturudvalg
  • Flemming Møller Mortensen, formand for Folketingets Kulturudvalg
  • Gitta Malling, teaterleder og formand for Teatrenes Interesseorganisation
  • Henrik Godsk, billedkunstner og kurator
  • Henrik Køhler, leder af Teatercentrum
  • Jan Jacobsen, Danske Musik- & KulturskoleLedere
  • Jan Kvistborg, musikchef for Symfoniorkesteret
  • Jens F. Jensen, professor på HUM AAU
  • Johannes Andersen, samfundsforsker på AAU
  • Jørgen Egebjerg Pontoppidan, kulturudvalgsformand
  • Jørgen Leth, filminstruktør og forfatter
  • Jørgen Smidt-Jensen, formand for Midtjyske Museers Udviklingsråd
  • Knud Romer, forfatter og mediemand
  • Kristian Leth, musiker m.m.
  • Lars Enevold Pedersen, direktør og formand for OplevVækst
  • Lasse Andersson, lektor på AAU
  • Lasse Hanberg, direktør for Mungo Park i Kolding
  • Lauge Larsen, borgmester i Morsø kommune
  • Lone Dirckinck-Holmfeld, dekan på AAU
  • Maria Thams, kunstner og formand for Unge Kunstnere og Kunstformidlere
  • Marit Benthe Norheim, billedkunstner og kunstner bag Life-Boats
  • Michael Metz Mørch, næstformand for Det Danske Kulturinstitut
  • Mikkel Harder Munck-Hansen, CKU og Images Festival
  • Mogens Jensen, Folketingets Kulturudvalg
  • Morten Kirkskov, teaterchef på Ålborg Teater
  • Morten Marinus, Folketingets Kulturudvalg
  • Ofelia Medina, mexicansk skuespiller og forfatter
  • Ole B. Sørensen, udvalgsformand for Region Nordjylland
  • Pablo Llambias, forfatter og rektor på Forfatterskolen
  • Per Erik Veng, kulturattaché
  • Peter Westphael, leder af Randers Egnsteater og talsmand for Scenekunstnetværket i Midtjylland
  • Preben Stæhr, virksomhedsejer og initiativtager til KulturInvest Himmerland
  • Rebecca Matthews, direktør for Kulturhovedstaden 2017
  • Steffen Nørgaard, direktør for Spar Nord Fonden
  • Søren Kaare-Andersen, direktør for Bikubenfonden
  • Sørine Gotfredsen, præst og debattør
  • Trine Gregorius, journalist og debattør
  • Ulla Astman, regionsformand for Region Nordjylland
  • Ulla Tofte, direktør for Golden Days
  • Walther Mikkelsen, kulturudvalgsformand og Kulturaftale Nordjylland