Kulturmødet på Mors gentages i 2014

Pressemeddelelse d. 26. sep. 2013

På sit møde torsdag eftermiddag besluttede Kulturmødets styregruppe officielt, at Kulturmødet, der blev afholdt for første gang i august 2013, er en gentagelse værd. Nykøbing Mors vil i dagene 21.-23. august 2014 endnu en gang være nationalt samlingspunkt for debat om kunsten, kulturen og deres rolle i samfundet.

Mere end 5.000 deltog i festlighederne i løbet af Kulturmødets 48 timer. Førende kulturaktører, politikere, kunstnere og erhvervsledere satte kunsten og kulturen på dagsordenen i syv intense debatter, hvor flere måtte gå forgæves pga. en fyldt sal. Derudover bød Kulturmødet også på en mangfoldig kulturfestival med over 130 arrangementer, der præsenterede kunst og kultur fra hele verden.

Lauge Larsen, borgmester, Morsø Kommune:

- ”Vi har fået mange positive reaktioner på den første udgave af Kulturmødet - og også mange forslag til, hvordan Kulturmødet kan udvikle sig. Vi har i dag vedtaget organiseringen af Kulturmødet 2014. Nu trækker vi i arbejdstøjet for at gøre det til en endnu større begivenhed, så byen endnu en gang kommer til at syde og boble af både debatter og kulturelle oplevelser.”

Ulla Astman, Regionsrådsformand, Region Nordjylland

- ”Fra Regionsrådets side er vi glade for, at Kulturmødet gentages i 2014. Den positive modtagelse og det store engagement fra alle sider vidner om, at der har været et behov for at sætte kulturen på dagsordenen. Jeg er sikker på, at Kulturmødets debatter fortsætter rundt om i landet, selvom vi har forladt Mors for denne gang.”

De mange input fra Kulturmødet 2013 samles nu i en grønbog, der også kommer til at rumme en række konkrete idéer, som kulturlivet kan høste af og bruge. Herudover kan man gense Kulturmødets debatter ses online på Kulturmødets hjemmeside. Allerede i foråret skydes optakten til Kulturmødet 2014 i gang med en række offentlige debatarrangementer over hele landet.

Både Morsø Kommune, Region Nordjylland og de øvrige nordjyske kommuner i Kulturaftale Nordjylland forventer at bakke økonomisk op om Kulturmødet 2014. Dermed er der skabt et grundlag for at sætte arbejdet i gang. Arbejdsgruppen vil som noget af det første tage fat på fundraising og organiseringen af den folkelige debat-optakt til Kulturmødet 2014. 

Fakta:

  • Kulturmødet udvikles i et samarbejde mellem Morsø Kommune, Region Nordjylland og samtlige nordjyske kommuner gennem Kulturaftale Nordjylland.
  • Kulturmødet havde i 2013 et samlet budget på 2,1 mio. kr.
  • Læs mere på www.kulturmoedet.dk  

Kontaktpersoner:

  • Lauge Larsen, borgmester i Morsø Kommune, lauge.larsen@morsoe.dk, mobil: 21 70 82 32
  • Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland, ullaa@rn.dk, mobil: 30 23 64 54