Nordjysk kulturliv til debat

Optaktsarrangement d. 17. nov. 2014 i Studenterhuset, Aalborg

Lyset var dæmpet, og scenen bygget op som en arena, da Studenterhuset i Aalborg d. 17. nov. 2014 dannede ramme for det første optaktsmøde til Kulturmødet 2015. Temaet var ”Nordjysk kulturliv i morgen” – med et særligt fokus på børn og unge og på det nordjyske teaterliv.

Hele vejen rundt i salen sad en række kunstnere, teaterfolk, institutionsledere, politikere, journalister, ildsjæle og andre repræsentanter for det nordjyske kulturliv - klar til at debattere med de mere end 100 fremmødte. Midt i salen holdt aftenens moderator, Michael Mansdotter, styr på trådene mellem de mange indlæg og synspunkter.

De unge og kulturen

En af aftenens centrale pointer var, at de unge kan og vil selv, når det kommer til at skabe kultur. Det er kulturinstitutionernes største udfordring at skabe ejerskab for de unge, så de kan mærke sig selv i værkerne. Det gør man bl.a. ved at give de unge rammer at arbejde inden for – vel at mærke meget vide rammer, der skaber mere frihed end afgrænsning.

Samarbejde på tværs

Debatten om den nordjyske scenekunst understregede, at samarbejdet blomstrer i Nordjylland. Ikke desto mindre, kan det blive endnu bedre, også i forhold til at samarbejde med mere utraditionelle partnere, heriblandt erhvervslivet. Det er i kontrasten mellem de nye samarbejdsrelationer og handlemuligheder at udviklingen kommer til at ske.

Kulturen på skoleskemaet

Endelig var der bred opbakning til at sætte kulturen på skoleskemaet – både i bogstavelig og mere overført betydning. Børn og unge bør uddannes i frivillighed og dannelse inden for kulturen. Det vil styrke deres muligheder for både at forbruge og skabe mere kultur på sigt.

Det hele blev krydret af kulturelle indslag bl.a. teater fra Klejtrup Efterskole, street dance og poetry slam v. Rune Klenø, Klarup Pigekor og indslaget ”ord kunst og kritik” v. Troels Laursen.

I forhold til Kulturmødet 2015 …

På baggrund af samtalerne på Kulturmødet 2014 er der udpeget seks foreløbige emner for samtalerne på Kulturmødet 2015.

Debatten på optaktsmødet i Aalborg relaterer sig særligt til tre af de seks områder:

  • Kulturen – børnene og de unge
  • Kulturen og folket
  • Kulturens aktører

Debattører:

Flemming Møller Mortensen, Formand for Folketingets Kulturudvalg, Socialdemokratiet
Otto Kjær Larsen, Udvalgsformand, Region Nordjylland, Venstre
Mads Duedahl, Rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen, Venstre
Jan Kvistborg, Musikchef Aalborg Symfoni orkester
Jakob Højgård, Teaterleder, TeaterNordkraft
Lars Sennels, Direktør, Vendsyssel Teater
Gitta Malling, Teaterleder, Limfjordsteatret
Susanne Sangill, Teaterleder, Himmelands Teater
Sofie Elise Busse, Frontløberne
Steen Bjerre, Journalist
Signe Højmark, LAND-SHAPE
Troels Laursen, ORD, KUNST OG KRITIK
Hanne Elkjær, Formand DMF, Aalborg
Dina Overgaard, Projektleder, VisitNordjylland
Peter møller Madsen, Talsmand og festivalleder, Nibe Festival
Max Melgaard, kulturredaktør, NORDJYSKE

Aftenen var arrangeret af TeaterNord og Studenterhuset i samarbejde med Kulturmødet og blev støttet af Aalborg Kommune og Region Nordjylland