Kulturmødet på Mors: Smugkig på årets program

Pressemeddelelse 1. jun. 2016

Hent pressefotos via Flickr > 

Efter tre succesfulde år har Kulturmødet på Mors i den grad vist evnen til at sætte kulturdebatten på dagsordnen – i hele Danmark året rundt. I år sættes kunsten og kulturen endnu engang til debat på Kulturmødet den 25.-27. august, og nu løftes sløret for de første navne og arrangementer på årets program.

Kulturmødet sætter i år et stort fokus på kulturarv-debatten. Blandt temaerne i år kan nævnes Bertel Haarders Danmarkskanon, kulturen som værktøj mod radikalisering samt kunstnernes ansvar og rolle i den offentlige debat med bl.a. Simon Kvamm og Thure Lindhardt som debattører. Derudover kan opleves flere debatter med fokus på teater, kunst og litteratur  - alle temaer der kobles med oplevelsesprogrammet.

I 2013 fandt den første udgave af Kulturmødet på Mors sted, og siden er interessen og succesen steget støt. Kulturmødet er efterhånden blevet en del af danskernes bevidsthed, og diskussionen foregår ikke kun under selve mødet. Kulturmødet er nemlig med til at sætte dagsordnen for kulturdebatten i hele Danmark – året rundt.

I løbet af 48 timer danner Mors rammen for en lang række diskussioner, debatter og samtaler – alle med kunsten og kulturen som omdrejningspunkt.

Skal Danmark have en kulturkanon?

Et af de store temaer i år bliver debatten om kulturarv. Her er en vigtig debat Kulturminister Bertel Haarders plan om en Danmarkskanon, som har til formål at gøre danskerne mere kulturelt bevidste i mødet med andre kulturer. Derfor ønsker han at lave en ny, fælles liste over de værker, vigtige begivenheder og strømninger, der definerer Danmark og danskerne.

Men hvordan går det med visionen? Skal vi have en Danmarkskanon? Hvad skal den i så fald indeholde, og hvordan definerer vi overhovedet danskhed? Det er nogle af de spørgsmål, der tages op i debatten om Kulturministerens Danmarkskanon, hvor der sættes fokus på kulturarv og identitet.

Kunsternes ansvar og rolle i den offentlige debat

Den seneste tid har vi set en række eksempler på kunstnere, der har blandet sig i den offentlige debat, og netop denne tendens udgør et andet centralt tema i år. I Vesteuropa er der tradition for, at kunsten har sit eget liv, og at kunstnerne står uden for samfundet. Men skal kunstnere blot fungere som kunstnere, eller har de et ansvar for samfundet generelt? Og har de pligt til at blande sig i den offentlige debat?

Disse temaer diskuteres på Kulturmødet af blandt andre Thure Lindhardt og Simon Kvamm.

Af andre temaer på Kulturmødet i år kan nævnes kunsternes arbejdsforhold, kunst og kultur i folkeskolen, internationalisering, kulturen som værktøj mod radikalisering samt en gentænkning af kulturjournalistikken. Af øvrige debattører, som Kulturmødet nu kan løfte sløret for, kan desuden nævnes Morten Messerschmidt, Josefine Klougart, Morten Kirkskov, Peter Ravn, Jeanette Varberg, Morten Hesseldahl og Niels Elers Koch.

I spidsen for debatterne står blandt andet Clement Kjersgaard, Helle Solvang og Christian Have, som er nogle af de kræfter, der styrer slagets gang under paneldebatterne og samtalerne. Derudover vil der i år være en længere række af øvrige moderatorer.

Nye strømninger, up-coming artister, virtual reality og flydende skulpturer

Kulturmødet sætter fokus på en række temaer, som fylder i kulturdebatten netop nu, men derudover byder de 48 timer også på en lang række kunst- og kulturoplevelser, som alle er helt gratis. De fremmødte kan således se frem til over 150 arrangementer inden for musik, film, billedkunst, litteratur, scenekunst, arkitektur, design og digital kunst.

Kulturmødet har siden dets spæde start været et sted, hvor nye formater og rammer er blevet afprøvet – blandt andet har man tidligere kunne opleve, hvordan kunsten rykkede ind i private hjem. Og i år vil det eksempelvis være muligt at opleve den nyskabende teknologi virtual reality. Kulturmødet har desuden haft stor succes som platform for up-coming artister som eksempelvis det danske band Liss, som efterfølgende har opnået stor og international anerkendelse.

I år vil der endnu engang være rytmisk musik på programmet – blandt andet kan deltagerne se frem til afrikansk rap, musik fra DR Karrierekanonen og meget mere. Inden for den klassiske genre kan nævnes Trio Vitruvi, Ensemble MidtVest, Det Kongelige Kapel samt konceptet Opera på cykel, som præsenteres af Copenhagen Opera Festival.

Derudover bliver det muligt at opleve projektet Life-boats, en sejlende skulpturel installation i beton, af billedkunstner Marit Benthe Norheim. Desuden vil der være en lang række arrangementer for børn og unge. Blandt andet Legeskibet, som laver aktiviteter både til lands og til vands, samt Børnenes kunstskib M/S BIBIANA – en sejlende udstillings- og læringsplatform med kunst og kultur i verdensklasse for børn og unge.

Tiden er kommet, hvor du ikke længere behøver at smugkigge på programmet længere. Her er programmet >