Sådan sikrer vi den helt særlige stemning på Kulturmødet

Interview med Simon Cens Jensen:


Han er koordinator for Kulturmødets fysiske udtryk, og han har været med helt fra begyndelsen. Her fortæller han om den helt særlige stemning, som man kan glæde sig til at opleve på Kulturmødet.


Når stemningen er allerbedst på Kulturmødet, hvad er det så for en stemning, man kan opleve dér?

– Jeg kan bedst beskrive det som en fortættet stemning, hvor publikum, kunstnere og debattører næsten fungerer som én enhed. Det være sig til en koncert, til en samtale – eller rundt om bålet på KulturFjorden. 

Hvilken indstilling skal man have som almindelig, kulturinteresseret deltager for at få mest muligt ud af sit besøg Kulturmødet?

– Man skal være eventyrlysten, og sulten efter oplevelser. Store såvel som små, og planlagte såvel som uplanlagte.

Kulturmødet er et aktivt tilvalg
Hvordan adskiller stemningen på Kulturmødet sig fra andre kulturbegivenheder?

– Det, at Kulturmødet afholdes et stykke fra alfarvej, gør, at det er et tilvalg, når man kommer der op – modsat nogle af de store festivaler i de store byer. Det gør, at folk er meget åbne og interesserede i at bidrage til stemningen. Jeg tror også, at folk oplever Kulturmødet som meget nede på jorden. Der er for eksempel ikke noget stort backstageområde eller en medieby. Alle, høj som lav, går rundt mellem hinanden, og det virker afvæbnende tror jeg.

Hvordan arbejder I med at udvikle stemningen på Kulturmødet?

– Det er forskelligt, alt efter om vi taler om KulturPladsen, KulturFjorden eller nogle af de andre områder, vi har. På KulturPladsen er det lidt mere en stor smeltedigel med mange forskellige aktører, der kommer med hver deres bidrag, så det kan være lidt svært at skabe et stærkt gennemgående stemningsmæssigt eller arkitektonisk aftryk dér. På KulturFjorden har vi hvert år hyret kunstnere til at designe området, og de visioner, som vi og kunstnerne har, er meget mere tydelige her.


Inspiration fra Roskilde og Wilderness Festival
Har du et stemningsmæssigt forbillede i andre festivaler eller begivenheder?

– Igennem årene er vi blandt andet blevet inspirerede af Roskilde Festivals arbejde med publikums følelse af at være inde og ude. Vi prøver at opbygge rammerne, så publikum tydeligt kan fornemme, at de træder ind på en af Kulturmødets pladser. Derudover kigger vi mange forskellige steder hen og ser, om der er detaljer, vi kan låne og arbejde videre med. For eksempel Wilderness Festival og Lightning In A Bottle – og generelt meget af det udtryk, som kunstnerkollektivet Do Lab har.

Hvilke eksempler på øjeblikke og minder, hvor stemningen var helt unik og exceptionelt god, kan du give fra tidligere år?

– Koncerten med Palle Mikkelborg var magisk. Det var en sen aften i Sal 1 – med trætte ben efter en lang dag, kombineret med hans magiske trompet spil. Og så var der det første år i Æblehaven, hvor det blev meget tydeligt, at Kulturmødet kunne noget ift. til mødet – altså det, at man mødes på kryds og tværs af de normale skel i hverdagen. Her sad Thomas Blachman og tidligere generaldirektør for DR Christian Nissen totalt afslappet og fortalte anekdoter, og skellet mellem dem og de "almindelige" mennesker var helt væk.


Christian Haves 1-til-1-samtaler i værkstedet de sidste par år fortæller også meget godt, hvad Kulturmødet kan. Nemlig samtaler, hvor der er plads til fordybelse og til, at samtalen kan bevæge sig nye helt uventede steder hen. Samværet omkring bålpladsen på KulturFjorden er også fremragende, og det er faktisk efter "folkeligt pres", at den genindføres i år efter at have været væk sidste år!