Succesen gentages – med endnu større ambitioner

Pressemeddelelse 26. juni 2014

Pressefotos kan hentes på Flickr 

Sidste års store succes – Kulturmødet på Mors – gentages i år fra den 21. til 23. august. Der er skruet endnu højere op for ambitionerne, og nu kan Kulturmødet løfte sløret for et særdeles omfangsrigt program af unikke kulturoplevelser. 

Programmet er kurateret af en række af landets kyndigste fagpersoner fra kulturlivet. Foruden debatter er Kulturmødet også en storstilet kulturfestival med musik, teater, billedkunst, film og litteratur så vel som spændende madoplevelser og meget andet.

  • En lang række offentlige debatter om kunst og kultur
  • Clement Kjersgaard, Helle Solvang, Christian Have og Katrine Nyland Sørensen som moderatorer
  • Prominente debattører inden for kunst, kultur, erhverv og politik – bl.a. Kulturminister Marianne Jelved, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt, DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, præst og debattør Sørine Godtfredsen, jazzmusiker og komponist Thomas Blachman samt Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Stine Bosse
  • En bred kulturfestival med musik, teater, billedkunst, film, litteratur og meget mer
  • Kulturmødets debatter er gratis for alle.

I august 2013 skete der noget magisk på Mors. I 48 timer blev øen mod nord omdannet til Danmarks kulturelle centrum. Planlægningshorisonten var ganske kort, men viljen blandt de mange aktører var stor. Derfor lykkedes det at skabe en meningsfuld begivenhed, som tiltrak 57 af landets skarpeste debattører og hele 5.000 engagerede deltagere til de mere end hundrede kulturarrangementer og syv substantielle debatter.

Den 21. til 23. august 2014 bliver succesen gentaget. Et bredt udsnit af kulturaktører, kunstnere, politikere og erhvervsfolk vil igen deltage aktivt i debatten om, hvad vi skal med kulturen, hvordan vi kan styrke den, hvordan den bredes ud og gøres inkluderende, og hvad vi kan forvente os af den – set med både æstetiske, samfundsmæssige og økonomiske øjne.

Visionære debattører og skarpe ordstyrere

I løbet af Kulturmødet vil centrale og visionære personer fra dansk kunst- og kulturliv, erhvervsliv og politik sætte debatten i gang. Publikum kan blandt andet opleve Kulturminister Marianne Jelved, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt, DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, præst og debattør Sørine Godtfredsen, jazzmusiker og komponist Thomas Blachman, Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Stine Bosse og mange flere (se liste nedenfor).

Debattørerne styres og udfordres af fire stærke personligheder med stor erfaring i at ordne flyvske tanker og engagerede ord. De fire moderatorer er Clement Kjersgaard, tv-vært, skribent og foredragsholder, Helle Solvang, programmedarbejder ved DR P1, foredragsholder og coach, Katrine Nyland Sørensen, radiovært og skribent, samt Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation.

De fremmødte i salen får rig lejlighed til at deltage i debatten, der også krydres med korte kulturelle indslag, der skal bidrage til livlige og spændende debatter. Der bliver også mulighed for at blande sig i debatten via sociale og elektroniske medier. Alle debatter er gratis og åbne for alle, men vil man sikre sig en plads, kan dette gøres via Kulturmødets hjemmeside.

Samtale og Oplevelse

I år er der skruet endnu højere op for ambitionerne – ikke mindst i forhold til det imponerende program af unikke kulturoplevelser, der vil være en lige så essentiel del af Kulturmødet som debatterne. Kulturmødet er udover debatter nemlig også en bred og gratis kulturfestival. Samtale kan ses som Kulturmødets ”hjerne”, og Oplevelse som ”hjertet”. Her kan man i levende live opleve det, som debatteres hele Kulturmødet igennem – nemlig kunsten.

Området omkring Musikværket i Nykøbing Mors forvandles - sammen med en stor del af byen - til et mekka af kulturelle indtryk, udtryk og oplevelser. Mellem de mange ord kan publikum opleve professionelle danske og udenlandske kunstnere inden for billedkunst, musik, arkitektur, litteratur, scenekunst, film og meget andet.

Områderne ved Musikværket og ved fjorden får hver sit arkitektoniske udtryk. Musikværket får en urban stemning med scener bygget af kabeltromler, europaller og andre genbrugsmaterialer, og området ved fjorden indrettes, så der skabes festival-stemning med en amfiscene, bålpladser, debatter og kunstoplevelser, der aktiverer publikum.

Inden for billedkunst præsenterer Kulturmødet en lang række projekter – blandt andet mynte-kunst og et navigationsværk i en rundkørsel, der både fungerer som vejviser og ”vildviser”.

En række spændende, vedkommende og aktuelle danske forfattere gæster også Kulturmødet. Alle læser de op af deres værker, men går også gerne i dialog med publikum. Mød blandt andet Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Jonas Rolsted, Amalie Smith, Jule Sten-Knudsen, Morten Chemnitz og Ninette Larsen. Kulturmødet får også besøg af forfatteren Anders Søgaard, som vil afholde en digt-undervisnings-workshop for børn.

På Kulturmødet kan også opleves teater for voksne, for børnene, og for dem midt imellem. Noget af det er aldrig set før. Teatret Rio Rose har til Kulturmødet klippet deres værker i småstykker og kastet dem ud over byen. Deltagerne kan yderligere opleve op mod 50 film samt og et hav af andre kulturoplevelser.

Musik fra både ind- og udland

Under kulturfestivalen kan publikum opleve alverdens koncerter med kunstnere som Sekuoia, som er at finde på Roskilde Festivals program i år. Derudover optræder også Christian Hjelm, Broken Twin, Quick Quick Obey, Spillemændene, Blaue Blume, Rangleklods, og Sleep Party People.

Kulturmødet har udnævnt Contemporanea Ensemblet til husband og foruden Contemporaneas egne komponister og solister har ensemblet inviteret en række guest-stars fra ind- og udland. Inden for den klassiske musiktradition præsenteres også folkemusik med Peter Bastian Trio og Dreamers Cirkus samt et helt specielt møde med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra.

Programmet udvides løbende. Følg med på www.kulturmoedet.dk

For yderligere information, kontakt venligst:

  • Presseansvarlig: Kristina Sindberg, Have Kommunikation // kristina@have.dk // 24 86 01 84
  • Hans Ejner Bertelsen, borgmester, Morsø Kommune // hans.ejner.bertelsen@morsoe.dk // 99 70 71 61
  • Ulla Astman, regionsrådsformand, Region Nordjylland // ullaa@rn.dk // 30 23 64 54
  • Niels Otto Degn, chefkonsulent, Morsø Kommune // niels.o.degn@morsoe.dk //  40 44 02 44
  • Claus Svenstrup, specialkonsulent, Region Nordjylland // C.Svenstrup@rn.dk // 40 84 54 73

Til at sammensætte programmet har arrangørerne udpeget en række kuratorer, som repræsenterer en bred vifte af fagområder:

  • Arkitektur og design: Boris Brorman Jensen, lektor ved Arkitektskolen i Aarhus
  • Design og kunsthåndværk: Karen Grøn, Direktør for Trapholt Museum
  • Scenekunst: Rikke Juellund, Freelance scenograf uddannet fra Statens Teaterskole
  • Rytmisk musik: Ronnie Hansen, medejer og leder af Pumpehuset
  • Komponistmusik: EARUNIT v. Ejnar Kanding og Carsten Bo Eriksen, begge uddannede komponister fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
  • Film: Det Danske Filminstitut v. Mariann Nederby Madsen og Mathilde Rosendahl Philipsen
  • Billedkunst: Helene Nyborg Bay, leder af Viborg Kunsthal
  • Litteratur: Kristian Leth, forfatter, musiker og tv/radiovært

Debattører på Kulturmødet Mors 2014 – der kommer løbende flere til:

Anette Jensen (skolechef, Vejle), Anette Wier (billedkunstner), Anne Middelboe (anmelder, Information), Boris Boll-Johansen (arkitekt), Carsten Holst (direktør, Filmbyen), Christian Gether (direktør, Arken), Christian Have (direktør, Have Kommunikation), Claus Ladegård (DFI), Clement Kjersgaard (tv-vært, skribent og foredragsholder), Daniel Flendt Dreesen (red. Krystalbilleder), Else Christensen-Redzepovic (direktør, Det danske kulturinstitut, Bruxelles), Elsebeth Krogh (direktør, CKU), Erlend Høyersten (direktør, Aros), Flemming Møller Mortensen (formand, Folketingets Kulturudvalg), Frederik C. Boll (Ingerfair), Gitte Ørskou (direktør, Kunsten samt formand, Statens Kunstråd), Helene Bay Bundegaard (billedkunst kurator), Helle Jensen (psykolog, liv og læring), Helle Solvang (programmedarbejder ved DR P1, foredragsholder og coach), Henrik Bo Nielsen (direktør, DFI), Henrik Dahl (forfatter), Jane Sandberg (Arkitektforeningen), Jeanne Ishi Lehn, Jesper Beinov (kulturredaktør, Berlingske), Jesper Lemke (booker, Distortion), Johannes Riis (forlagsdirektør, Gyldendal), Jørn Martin Steenhold (forskningschef, forfatter og fremtidsforsker), Kathrine Windfeld (filminstruktør), Kenneth A. Balfelt (kunstner), Kirsten Langer (skoleleder), Kitte Wagner (teaterdirektør, Nørrebro Teater), Kristian Leth (musiker og forfatter), Lasse Bo Handberg (direktør, Mungo Park Kolding), Lene Tangaard (professor, Department of Communication and Psychology), Lone Belling (konsulent, Teori), Lotte Garbers (forfatter), Maria Vinterberg (teaterdirektør, Teatret ved Sorte Hest), Marianne Jelved (Kulturminister), Michael Metz Mørch (ambassaderådet), Mikkel Harder Munck (Curious People), Morten Hesseldahl (direktør, Det Kongelige Teater), Morten Messerschmidt (MEP), Morten Thorning (direktør, Animation Workshop), Nadja Pass (konsulent), Palle Weiss (kulturredaktør, Jyllands Posten), Per Erik Veng (Udenrigsministeriet), Solvej Helweg Ovesen (kurator), Steffen Nørgård (direktør, Spar Nord Fonden), Stine Bosse (bestyrelsesformand, Det Kongelige Teater), Søren Kaare Andersen (direktør, Bikuben Fonden), Søren Schauser (anmelder, Berlingske), Sørine Godtfredsen (præst og debattør), Tatiana Chemi (forsker), Thomas Blachman (jazzmusiker, komponist og producer), Thomas Levin (skuespiller), Tine Smedegaard Andersen (direktør, DR Kultur), Troels Mylenberg (chefredaktør, Fynske medier), Ulf Lund (Cheif of Content Officer, TDC Group), Ulrik Haagerup (nyhedsdirektør, DR), Beth Juncker (professor og børnekulturforsker), Christian S. Nissen (konsulent), Sandra Yi Sencendiver (skuespiller og teateriværksætter).

FAKTA OM KULTURMØDET

Kulturmødet blev afholdt for første gang i 2013 på Mors og finder sted igen d. 21.-23. august 2014. Et bredt udsnit af kulturaktører, kunstnere, politikere og erhvervsfolk deltager aktivt i debatten om kulturens potentialer og udfordringer, og hvordan disse påvirkes og påvirker erhvervsliv, politik og samfund.

Kulturmødet arrangeres af Morsø Kommune og Region Nordjylland. Kulturmødet er støttet af samtlige nordjyske kommuner gennem Kulturaftale Nordjylland, Augustinus Fonden, Bikubenfonden, Mors i billedet, LAG Thy-Mors, Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.